Artikel i Fagbladet Socialrådgiveren nr. 3, 05-02-2009

Mange takker nej til støttepersoner
Kun knap en ud af ti forældre til anbragte børn har den støtteperson, som de ifølge loven har krav på. Det ser ud til, at en del takker nej på forkert grundlag. Sælges ideen rigtigt, spørger forening for støttepersoner.

Af Susan Paulsen og Jeannette Ulnits sp@socialrdg.dk

Forældre til anbragte børn får ikke den hjælp, de har krav på. Ifølge Serviceloven har de ret til en støtteperson, men kun knap ni procent har en støtteperson.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. I 2006 var 14.276 børn anbragt uden for hjemmet, men der blev kun givet støtte til 1.247 forældre efter Servicelovens § 54 om støtteperson-ordningen.

Siden 2001, da loven trådte i kraft, har Birte Skov Henriksen arbejdet for at udbrede kendskabet til og brugen af støtteperson-ordningen. Hun er socialrådgiver, støtteperson og formand for "PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner”. Formålet med en støtteperson er at støtte forældrene til at acceptere anbringelsen, at forældreskabet under anbringelsen kommer til at fungere bedre, og at kontakten mellem barnet og forældrene bliver styrket.

Birte Skov Henriksen har flere bud på, hvorfor § 54 ikke er mere anvendt i kommunerne:

- En del forældre afviser tilbuddet, fordi de tror, at støttepersonen repræsenterer systemet og vil gå bag deres ryg. Vi hører også fra nogle forældre, at de selv må finde ud af, at de har krav på en støtteperson. Måske har de fundet en pjece i et venteværelse eller læst om os på nettet. Nogle fortæller, at de har bedt om en støtteperson flere gange – og der er også nogle, der får afslag på deres anmodning, fordi kommunerne reelt selv må vurdere, hvornår i et anbringelsesforløb de vil bevilge en støtteperson.Overskud til barnets behovEn anden grund til at forældrene takker nej, kan ifølge Birte Skov Henriksen være, at sagsbehandlerne ikke har forstået konceptet og derfor ikke er så gode til at sælge budskabet.

- Jeg er ikke sikker på, at alle sagsbehandlere kender støttepersonens egentlige funktion. Vi skal være neutrale i forhold til kommunen, anbringelsesstedet og barnet – og samtidig være støttende og rummelige i forhold til forældrene, så de bliver hørt og forstået og derigennem får større overskud til at se deres barns behov. Det er en meget anderledes funktion end at være sagsbehandler med kompetence og kontrol, rådgiver, terapeut eller advokat, siger hun og fortsætter:

- En støtteperson får typisk 2-4.000 kroner om måneden pr. forælder. Det er jo kun en lillebitte procentdel af det, en anbringelse koster. Forældrenes behov afgør vores indsats, så der kan være to møder om ugen eller et hver anden uge. Ved siden af besvarer vi telefonsamtaler, sms’er og e-mails fra forældrene. Som støttepersoner spinder vi hverken guld eller løser alle problemer. Men vi er med til at skabe forudsætningerne for, at forældre og børn kan komme videre i deres liv med og uden hinanden.

Birte Skov Henriksen pointerer, at forældre godt kan have brug for en støtteperson, også når de selv har bedt om at få deres barn anbragt.

- Vi har eksempler på sagsbehandlere, der siger, at de bevilgede en støtteperson, fordi forældrene ifølge loven har ret til det, men egentlig ikke mente, at forældrene havde behov for det, når de selv har bedt om at få deres barn anbragt. Jeg tror, at det kan være vanskeligt for sagsbehandleren at leve sig ind i, hvor sorgfuldt og tabufyldt det er at måtte bede andre om at tage over. Det er trods alt drømmen om det almindelige liv, som forsvinder. Det er enormt vigtigt, at forældrene bliver i stand til at rumme det ændrede familieliv og tage ansvar for det – så børnene ikke bliver de "skyldige”, siger Birte Skov Henriksen.

Hun gør desuden opmærksom på, at forældre med en støtteperson ofte skruer ned for henvendelserne til sagsbehandlerne. Det medfører en risiko for, at sagsbehandleren kan miste følingen med forældrenes behov og deres udvikling af nye kompetencer og dermed ikke får inddraget det i sagsbehandlingen. Men det er hendes indtryk, at de kommuner, som anvender støttepersoner, er rigtig glade for det.

- Heldigvis er vores erfaring, at når en kommune først kender ordningen, så bliver de ved med at bruge den. Og hvis en sagsbehandler eller en leder fra sådan en kommune skifter job, ser vi, at den nye kommune pludselig viser interesse for at bruge støttepersoner.Kun hver tredje takker jaI Tårnby Kommune tilbyder man konsekvent en støtteperson til forældre til anbragte børn. Socialrådgiver Elisabeth Aakjær forklarer, at de har brugt ordningen fast, siden loven trådte i kraft i 2001:

- Jeg skulle lige vænne mig til at have en fagfælle siddende med, men blev hurtigt glad for ordningen. Mine erfaringer med støttepersoner er, at de giver ro i sagen og mere afbalancerede forældre. Det giver mig også en sikkerhed, at jeg ved, at en fagperson har lyttet med, hvis forælderen ikke har forstået vores aftaler. Jeg har for eksempel haft en meget opfarende forælder, hvis støtteperson var rigtig god til at gribe ind og indføre pauser, så forælderen blev talt ned, og mødet kunne fortsætte. Det var en stor lettelse i mit arbejde. Desværre takker kun omkring en tredjedel af forældrene i mine sager ja til en støtteperson – men de får altid tilbuddet.

Susanne Jørgensen, formand for Dansk Socialrådgiverforenings faggruppe for socialrådgivere ansat på børn- og familieområdet i kommunerne, er overbevist om, at forklaringen på de få støttepersoner er, at forældrene tøver med at takke ja til tilbuddet.

- For mange anbringelser gælder det, at forældrene bakker op om foranstaltningen, så derfor har de ikke umiddelbart behov for en støtteperson. Min bedste vurdering er, at det ikke er kommunerne, der svigter, men at det er kompliceret og følsomt for forældrene. Jeg tænker på en familie, som har tre tvangsanbragte børn. Moderen har afvist at få en støtteperson, og jeg tror, at det handler om, at hvis hun siger ja til en støtteperson og begynder at samarbejde, vil det for hende være lig med at anerkende anbringelserne. Og det vil hun for alt i verden ikke.

Susanne Jørgensen arbejder i Gentofte Kommunes børneafdeling, hvor man i relevante situationer altid opfordrer forældre til anbragte børn til at få en støtteperson.

- Vores erfaring er, at hvis der er en støtteperson, så fungerer samarbejdet med forældrene langt bedre. Støttepersonen kan have den funktion, at hvis et forældrepar har set sig vrede på os, så er støttepersonen i stand til at arbejde med den vrede og modstand. Støttepersonen er en god mægler og brobygger mellem os og forældrene – og det kommer i sidste ende det anbragte barn til gode.Hvad siger loven?Ifølge Serviceloven § 54 har kommunerne pligt til at tilbyde forældre til anbragte børn en støtteperson. Lovbemærkningerne præciserer, at støttepersonen skal være et tilbud under selve anbringelsen.

Det er vigtigt:
  • at det er et tilbud, som forældrene til anbragte børn frit kan vælge
  • at forældre selv kan vælge den konkrete støtteperson
  • at støttepersonen er uafhængig af forvaltningen
  • det anbefales, at kommunerne udarbejder en liste over "kvalificerede støttepersoner”.
Mor med støtteperson:
Følelsen af afmagt deler jeg med Lotte
Tanker og følelser kan få frit løb i dialogen med min støtteperson, fortæller Lene Frømming, hvis søn er anbragt.

Af Lene Frømming

Jeg ville dø uden den støtte, jeg har fået fra Lotte (støtteperson, red.), siden vi så hinanden første gang for cirka et år siden. Det, Lotte giver mig, er guld værd. Da jeg måtte erkende, at min søn Victor havde brug for mere hjælp, end jeg kunne give ham, var min første tanke og følelse, at min verden gik i stå.

Aften efter aften græd jeg mig i søvn, for ingen kunne putte min lille dreng som jeg. Jeg var overbevist om, at Victor lå i sin seng i Næstved og tænkte, at hans mor ikke ville have ham. Og de første weekender han var hjemme, brugte jeg meget tid på at kompensere for min dårlige samvittighed, for hvilken mor giver afkald på sit barn…

Jeg måtte langsomt erkende, at han faktisk havde det rigtig godt dér, hvor han var. Han blev hurtig tryg i de faste rammer, og han syntes, at det var et dejligt sted. Alligevel har jeg brugt meget tid på at slå mig selv oven i hovedet over, at jeg har fejlet som mor, og at jeg blot har sendt min søn videre, fordi jeg ikke magtede at tage ansvar selv. Lotte - og udelukkende Lotte - har virkelig givet mig det, der skulle til for at vende det hele på hovedet.Hjerne og hjerte på overarbejdeI takt med at jeg har kunnet se Victor blomstre op igen, og jeg har været på kurser i ADHD-foreningen, har jeg også lært at tackle mange ting anderledes. Men intet af mit arbejde havde været det samme uden de støttetimer, jeg har haft med Lotte hver uge. Jeg har også mødt mange fordomme over, at jeg har "lagt min søns trivsel i andres hænder”. Når Lotte har været hos mig, er jeg dødtræt, og min hjerne og mit hjerte har været på overarbejde, for hun formår at få mig til at tænke anderledes.

Selv om Victor har været anbragt i et år, er det ikke lutter lagkage, for han vil selvfølgelig helst være hos sin mor. Jeg skal understrege, at det ikke er særlig fedt at tænke på, at det er en pædagog og ikke mig, som putter og læser godnat-historie for min søn hver aften. Når han falder og slår hul på knæet, er det ikke mig, der puster og trøster. Det skærer i mit moderhjerte hver søndag, når jeg afleverer ham på stationen velvidende, at jeg først ser ham igen om en hel uge. Hans smukke øjne, der kigger tappert på mig og uden ord siger, at han godt ved, at det er sådan, det skal være lige nu.

Alle negative tanker og følelser af afmagt, der dukker op i min sjæl, deler jeg med Lotte. Og uden den mulighed for at få afløb for mine frustrationer og til tider svære tanker, ville jeg være gået til grunde for længe siden. Og hvad skulle der så blive af mine børn… Professionelle Støttepersoner"PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner” blev dannet i 2001 med det formål:at udbrede kendskab til støttepersonordningen efter Servicelovens § 54 (tidligere § 40a)at kvalificere støttepersonerat skabe kontakt og erfaringsudveksling blandt foreningens medlemmerat fremme forståelsen for de vilkår forældre til anbragte børn lever underat sikre forældrenes retssikkerhedat formidle støttepersoner til forældre Medlemmerne har alle en treårig grunduddannelse inden for social-, sundheds- og undervisningssektoren eller anden relevant uddannelse og erfaring med arbejde i socialt belastede familier. 
 

Om PS Foreningen

PS foreningen har fra september 2003 modtaget projektmidler til en undersøgelse af støttepersonordningens betydning for forældre, børn og samarbejdet med systemet.

Kontakt os

PS Foreningen/v
Grethe Nikolajsen formand
2650 Hvidovre
Telefon: 51 23 00 28
E-mail: kontakt@psforeningen.dk

Copyrights

© - All rights reserved to PS forening
Photos by Shutterstock.com
site created and hosted by wkh.dk
Luk