Hun lytter og spørger

Helse nr. 8.2005
Inge er støtteperson for Gitte, hvis 16-årige søn er anbragt uden for hjemmet. Uden hende var jeg ikke blevet den, jeg er i dag, siger Gitte. Sammen har vi vendt mit liv ud på bordet og samlet det igen.

Af Annie Hagel Journalist
Inge besøger Gitte hver eller hver anden uge. De sætter sig ved bordet i Gittes køkken med en kande te, og så bliver der snakket. Eller rettere: Gitte snakker. Inge lytter og stiller spørgsmål. Det er hun til gengæld god til, siger Gitte, - hun kan både lytte og stille de spørgsmål, der giver mig noget at tænke over, og det er sket, at jeg er blevet vred over et spørgsmål, fordi det gik tættere på, end jeg lige kunne klare. Men ét er sikkert: Uden Inge var jeg ikke blevet den, jeg er i dag. Og når hun om halvandet år ikke kommer mere, er jeg nok blevet den hele person, som jeg gerne vil være, siger Gitte.

Det er ikke småting, der bliver snakket om i de par timer, de to er sammen. Det er de store spørgsmål om livet, fortiden og fremtiden og om at være mor til Camilla på 13 og Johnny på 16 1/2 år. Camilla bor hjemme hos sin mor. Det har Johnny ikke gjort, siden han var ti.

Inge har været støtteperson for Gitte i godt to år og kan fortsætte, til Johnny er 18 år. Hun er professionel støtteperson. Dvs. at hun er lønnet af kommunen, men er uafhængig af den og har tavshedspligt. Hendes baggrund er 27 år som leder af en kommunal vuggestue og dagpleje og en tre-årig efteruddannelse som familieterapeut. Hun forbereder og følges med Gitte til de møder, der drejer sig om Johnny. Det kan være i kommunen eller på det opholdssted, hvor Johnny bor. - Hun er mine ekstra ører og den, der holder hovedet klart, når jeg bliver for følelsesmæssigt berørt, siger Gitte.

Men vigtigst er det, at Inge er den, der kommer og lytter. - Min familie kunne ikke klare min fortvivlelse og sårbarhed. Veninderne heller ikke. Inge har plads til at høre på mig, og over for hende kan jeg læsse mine frustrationer af. Vi har vendt hele mit liv ud på bordet, samlet stumperne op igen og fået dem til at hænge sammen. Hun har givet mig modspil og hjulpet mig til at lære at sige fra i stedet for at gøre, hvad jeg forestillede mig, at andre forventede af mig, siger Gitte. - Og jeg har lært at styre min vrede. Før var jeg en hysterisk mor, der bare råbte op.

Ikke tvangsfjernet
Johnny kom på en observationsskole, da han var ti år, fordi den almindelige folkeskole og han ikke kunne med hinanden. Johnny havde svært ved at lære og var mere til skæg og ballade end at sidde stille. Lærerne klagede ustandseligt, og det hele kørte så hårdt op, at alle måtte have lidt ro. Tre måneder på observationsskole, hed det. Det blev til to år, og da Johnny blev 12 år, flyttede han til et såkaldt opholdssted for børn og unge, hvor han både bor og går i skole.

Første gang udtrykket "anbragt uden for hjemmet" blev brugt, knækkede filmen for Gitte. For mens Johnny var på observationsskolen, ringede de sammen hver aften. Skolen var ikke hans hjem, sådan som opholdsstedet nu skulle være.

- Han er jo ikke tvangsfjernet. Vi har valgt, at han skal bo der, fordi det er det bedste for ham. Alligevel var jeg fuld af skyld og skam og fordomme. Jeg følte, at jeg var en dårlig mor, at jeg aldrig skulle have haft børn og var bange for, at også Camilla ville blive taget fra mig, fortæller Gitte, som så spurgte i kommunen, om der var én, hun kunne tale med. Det var der ikke, mente hendes sagsbehandler, indtil Gitte via forældrelandsforeningen, FBU, fandt ud af, at hun faktisk har ret til en støtteperson. Nå ja, det er også rigtigt, sagde sagsbehandleren. Og så kom Inge ind i Gittes liv.

Ringede hver aften
I begyndelsen handlede deres samtaler mest om Johnny. Gitte insisterede på fortsat at ringe til Johnny hver aften kl. 19.30. Indtil Inge foreslog hende at spørge Johnny, om han syntes, det var i orden. Stor var Gittes forbløffelse, da Johnny svarede nej, jeg får hjemvé, når du ringer og bad Gitte om at ringe først tre gange siden kun én gang om ugen. Så det gør Gitte nu, og det betyder, at hun med god samvittighed kan gøre noget sammen med Camilla om aftenen. Før følte Gitte, at hun måtte være hjemme hver aften kl. 19.30 for at passe opringningen til Johnny. Så livet er på den måde blevet lidt lettere for Gitte og Johnny og sjovere for Camilla.

En at snakke med
Som mor eller far til et barn anbragt uden for hjemmet har man ret til en støtteperson. Kommunen har ifølge Servicelovens §40a (siden januar 2007 er det §54) pligt til at tilbyde og aflønne en støtteperson til forældre til anbragte børn. Sådan har det været siden 2001, men det er ikke alle sagsbehandlere og forældre, der ved det. Omkring 14.000 forældre har børn anbragt uden for hjemmet, men under 700 af dem har en støtteperson.

For at få en støtteperson skal man henvende sig til sin sagsbehandler i kommunen og bede om det. En støtteperson skal have viden og erfaring, som kommunen kan godkende. Det kan være en professionel, uddannet person eller en, som selv har erfaring med at have et anbragt barn. Det kan ikke være en ven eller bekendt. Det er kommunen, der aflønner støttepersonen og fastsætter tidsforbruget. Men støttepersonen er uafhængig af kommunen. Du kan læse mere om mulighederne på www.psforening.dk som er hjemmeside for Foreningen af Professionelle Støttepersoner og på www.fbu.dk som er Forældrelandsforeningens hjemmeside.

Om PS Foreningen

PS foreningen har fra september 2003 modtaget projektmidler til en undersøgelse af støttepersonordningens betydning for forældre, børn og samarbejdet med systemet.

Kontakt os

PS Foreningen/v
Grethe Nikolajsen formand
2650 Hvidovre
Telefon: 51 23 00 28
E-mail: kontakt@psforeningen.dk

Copyrights

© - All rights reserved to PS forening
Photos by Shutterstock.com
site created and hosted by wkh.dk
Luk