En som kan bære at du græder

Urban 09.12.2004
Eva har klaret sig igennem sin søns anbringelse ved hjælp af en støtteperson. Men det skulle tage et års kamp at få hjælpen, selvom forældre til anbragte børn ifølge loven har krav på en støtteperson.

Af Kirsten Nilsson
At blive accepteret som menneske. Sådan oplevede Eva at få en støtteperson, da hendes søn blev anbragt. "Pludselig er du ikke alene. Der er en, du kan tale med og som kan bære, at du græder".

For Eva begyndte det hele med en flytning, da sønnen var 13 år. Han følte sig udenfor. Han begyndte at søge andre, som også var 'udenfor' og kom i det, man vil kalde 'dårligt selskab'. "Der var druk og små-kriminalitet. Samtidig var han vred og irritabel eller trak sig ind i sig selv. Jeg kunne ikke nå ham." Det hele kulminerede, da Eva overhørte en telefonsamtale, hvor sønnen talte om at købe speed og hash. Da hun konfronterede ham med det, bankede han hende.

Eva gik selv til kommunen og bad om hjælp, og sønnen kom på kostskole. "Det føltes, som om jeg havde et skilt i panden, hvor der stod 'dårlig mor'. Systemet tror, at når de fjerner barnet, fjerner de problemet. Men du står alene tilbage med alle følelserne skylden, magtesløsheden og sorgen."

Eva tænkte, at hun ikke kunne være den eneste, der havde det sådan. Hun søgte på internettet og stødte på paragraffen om forældres ret til en støtteperson. "Men på kommunen sagde de, at jeg ikke var berettiget, fordi min søn var anbragt, før loven trådte i kraft. Desuden havde de ingen støttepersoner ansat." Så klarede Eva sig igennem, så godt hun kunne. Sønnen blev smidt ud af kostskolen, boede hos forskellige plejefamilier og var på stoffer. Kriminalitet var en del af hans hverdag.

Til sidst kunne Eva ikke mere. Hun tog kontakt til FBU, ForældreLANDS-foreningen, der støtter forældre til anbragte børn. Og de kunne hjælpe hende. Eva havde krav på en støtteperson. "Det var en stor hjælp at få en at tale med. Jeg har fået mere overskud."

Hun beskriver, hvordan man som forældre kan opfatte alle forslag fra sagsbehandleren som negative. Og at støttepersonen så kan hjælpe og sige, at det måske var ment som en hjælp. "Jeg har fået nogle værktøjer til at tackle min søn. Vi har fået det godt sammen."

Eva har i dag haft en støtteperson i halvandet år. Hendes søn er netop fyldt 18 år. Han har været clean et år og er lige flyttet i egen lejlighed.

Evas efternavn er redaktionen bekendt.

Der skulle et års kamp til, før Eva fik den støtteperson, som hun havde krav på. Nu har hun lært at tackle sin søn, og de har efterhånden fået det godt sammen.

Om PS Foreningen

PS foreningen har fra september 2003 modtaget projektmidler til en undersøgelse af støttepersonordningens betydning for forældre, børn og samarbejdet med systemet.

Kontakt os

PS Foreningen/v
Grethe Nikolajsen formand
2650 Hvidovre
Telefon: 51 23 00 28
E-mail: kontakt@psforeningen.dk

Copyrights

© - All rights reserved to PS forening
Photos by Shutterstock.com
site created and hosted by wkh.dk
Luk