Hvad siger andre forældre
 
Har jeg glæde af min støtteperson, Lotte?
- spurgte sagsbehandleren, sommeren 2008

Ja jeg havde nær sagt… hvor lang tid har jeg...
 
Hvis jeg skal svare kort, kan jeg kun sige … "JA"
 
Hvis jeg skal uddybe det kan jeg så sige følgende...
 
Jeg ville dø uden den støtte jeg har fået fra Lotte siden vi så hinanden første gang for ca. 1 år siden.
 
Det Lotte giver mig er guld værd. Da jeg måtte erkende at Victor havde brug for mere hjælp end jeg kunne give ham, var min første tanke og følelse at min verden gik i stå.
 
Aften efter aften græd jeg mig i søvn, for ingen kunne putte min lille dreng som jeg. Jeg var overbevist om at Victor lå i sin seng i Næstved og tænkte, at hans mor ikke ville have ham….
 
De første weekender han var hjemme, brugte jeg meget tid på at kompenserer for min dårlige samvittighed, for som jeg tænkte, hvilken ordentlig mor giver afkald på sit barn…. Men jeg måtte langsomt erkende, at han faktisk havde det rigtigt godt der hvor han var. Han blev hurtig tryg i de faste rammer og rutiner der var, og jeg mærkede at han syntes det var et dejligt sted…
 
Naturligvis kommer jeg ikke udenom at han også kunne give udtryk for det modsatte, men her var der altid en venlig personale der lyttede og gav mig gode råd..
 
Det var bare ikke altid helt det jeg havde brug for, og netop her kommer Lotte ind i billedet. Jeg havde i lang tid overset både mine og Camilla’s behov og først nu hvor Victor ikke fyldte hele hverdagen, var der tid til at jeg reflekterede over mit og vores liv…
 
Jeg har brugt meget tid på at slå mig selv oven i hovedet, over at jeg har fejlet som mor og at jeg blot har sendt min søn videre fordi jeg ikke magtede at tage ansvar selv…
Lotte og udelukkende Lotte har virkelig givet mig det der skulle til for at vende det hele på hovedet. I takt med at jeg har kunnet se Victor blomster op igen, og jeg har været på kurser med ADHD foreningen, har jeg også lært at tackle mange ting helt anderledes.. Men intet af mit arbejde havde været det samme uden de støttetimer jeg har haft med Lotte hver uge..
 
Når Lotte har været hos mig, er jeg bagefter død træt og min hjerne og hjerte har virkelig været på overarbejde, for hun formår virkelig at få mig til at tænke anderledes. Det skal siges at selv om Victor har været anbragt i 1 år, er det ikke på noget tids-punkt lutter og lagkage, for han vil selvfølgelig helst være hos sin mor. Hver en situation, hver en følelse, hver en afmagt og hver negativ tanke der dukker op i min sjæl, deler jeg med Lotte og uden den mulighed for at få afløb for min frustrationer og til tider svære tanker, ville jeg være gået til grunde for længe siden. Netop her tænker jeg så bare… hvad skulle der så blive af mine børn.
 
Jeg har SÅ meget brug for at dele alle mine tanker og bekymringer med Lotte, for jeg skal understrege at det ikke er særligt fedt når en pædagog putter og læser godnathistorie for min søn hver aften. Når han falder og slår hul på knæet er det ikke mig der puster og trøster. Det skær i mit moderhjerte hver søndag når jeg skal afleverer ham på stationen, velvidende om at jeg først ser ham igen om en hel uge. Hans smukke øjne der kigger tappert mig, og uden ord siger, at han godt ved at det er sådan det skal være lige nu…
 
Lad mig her understrege kraftigt at den der betvivler om jeg har behov for, eller gavn af min støtteperson Lotte Pilgren, burde prøve at stå i samme situation som mig. Mig der ville dø for mine børn, mig der er mor med et kæmpe stort M. Det er slet ikke for tøsedrenge, og slet ikke når mit eneste mål er at give mit kæreste eje en god fremtid. Jeg der kæmper for at få ny viden og nye redskaber så min tid med Victor og søster bliver alt det vi ønsker os. Dette til trods for at Victor har et handicap der kræver meget af os som familie, bla. Både forståelse, pædagogik og ikke mindst yderst meget tålmodighed. Vi skal jo kunne eksisterer alle sammen, både sammen og hver for sig…
 
Jeg kan derfor kun give udtryk for, hvad det ville gøre ved mig hvis jeg ikke havde Lotte at tale med, når jeg er helt nede og det hele bare synes uendeligt håbløst…. Det ville simpelthen tage alt håb fra mig. For de dage der er helt sorte formår Lotte at tænde lyset, håbet og modet på at det nok skal lykkes.
 
Hun giver mig troen på at Victor, min elskede handicappet søn nok skal komme hjem igen og at vi igen bliver en familie der har alt det andre familier også har. Og dette er uanset handicap eller ej.
 
Jeg har mødt så mange fordomme fordi jeg ” kunne tillade at give mine søn’s trivsel i andres hænder ” og alle de fordomme havde jeg aldrig klaret uden den støtte jeg har fået fra Lotte….
 
Og sådan kunne jeg blive ved side efter side….. men det ved jeg godt der ikke er plads til…. Så alt i alt vil jeg bare sige at hun er min tro klippe, min grædende skulder, min faste støtte og uden hende var jeg på herrens mark.
 
NB! Når jeg lige læser hvad jeg lige har skrevet og mine egne ord og tanker, kan jeg fortælle at jeg græder med tunge tårer, tænk at mit savn er større end jeg kan rumme. Denne situation vil jeg ikke ønske for min værste fjende, for om noget gør ondt, så er det at bede andre om hjælp til at tage vare for mit elskede barn... Dette var nok det sidste jeg drømte om da jeg fik Victor i mine arme for aller første gang, fredag d. 4. Feb. 2000
 
- Lene Frømming

Om PS Foreningen

PS foreningen har fra september 2003 modtaget projektmidler til en undersøgelse af støttepersonordningens betydning for forældre, børn og samarbejdet med systemet.

Kontakt os

PS Foreningen/v
Grethe Nikolajsen formand
2650 Hvidovre
Telefon: 51 23 00 28
E-mail: kontakt@psforeningen.dk

Copyrights

© - All rights reserved to PS forening
Photos by Shutterstock.com
site created and hosted by wkh.dk
Luk